27 institutioner i Odense sikret mod vandskader
Beth Werner
Odenses borgmester, Anker Boye betegner det netop afsluttede samarbejds- og udviklingsprojekt med den lokale virksomhed DanTaet a/s som et rigtigt win-win projekt
27 institutioner i Odense Kommune sikret mod skader efter lækage og sivninger i vand- og varmeanlæg.
En investering på 50-60.000 kroner, der forebygger skader, der nemt kan løbe op i en halv million kroner eller mere. Lyder det for godt til at være sandt?
– Det er det faktisk ikke, fastslår Jens Oxenvad, ingeniør i Ejendom i By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune, der netop har afsluttet et samarbejdsprojekt på i alt 27 kommunale institutioner med den odenseanske virksomhed DanTaet a/s.
DanTaet er markedsførende indenfor udvikling og produktion af systemer og anlæg, der sikrer, at lækager og sivninger i såvel vand- som fjernvarmeinstallationer opdages øjeblikkeligt. Og dermed undgås omkostningstunge følge- og senskader.
Når alarmen går, er det blot at følge den enkle tre-trins vejledning, forklarer Gitte Hermansen, leder af Ejerslykke Vuggestue borgmester Anker Boye.
600 kubikmeter vand gav omfattende skimmelskader
– Jotak, vi har desværre haft omfattende skimmelskader på flere af kommunens institutioner. Eksempelvis forårsagede en vandrørslækage i en børnehave, at der nåede at sive 600 kubikmeter vand ud i vægge og gulve, før lækagen blev opdaget. Det skete først efter tre måneder og skaderne var naturligvis omfattende på det tidspunkt, fortæller Jens Oxenvad og tilføjer, at udover udgifter til skimmelsanering er der også udgifter til genhusning af institutionens brugere i en kortere eller længere periode.
Projektet er en del af kommunens aktive risikostyringsarbejde og systemerne er nu i drift på 18 af kommunens 34 folkeskoler og på ni af i alt 120 børnehuse, der tæller både børnehaver og vuggestuer.
Få, men effektive komponenter
Komponenterne til læksikring af henholdsvis brugsvand (system KMP-V) og fjernvarme (system KMP-F) er stort set identiske og består af elektronisk styrede afspærringsventiler, kontrolbokse, udefølere samt Kamstrups energi- og flowmålere.
De to systemer er udviklet i tæt samarbejde med virksomheden Kamstrup, og tilpasset dennes energi- og flowmålere.
Samarbejdsprojektet med Odense Kommune har også involveret Beredskabsmyndighederne, Fjernvarme Fyn, Vandcenter Syd og Teknologisk Institut.
Altid vand til brandslukning og rengøring
Tage Laurup, DanTaets salgsdirektør peger op på to bevægelsessensorer, der er placeret i loftet midt i den lange gang i Børnehuset, Ejerslykke Vuggestue i Odense og forklarer:
– Uden de to sensorer ville brugerne ikke få meget vand, ligesom rengøringspersonalet ville få svært ved at fylde spanden til gulvvasken.
– Sensorerne registrerer bevægelse, og der går en melding til systemet i kælderen om at nu er institutionen befolket, og der skal være vand til rådighed.
Såfremt vuggestuens brandskab åbnes vil systemet i kælderen straks tvangsåbne sin afspærringsventil. Herefter vil en overskridelse af forbrugsgrænsen alene give alarmmelding mens vandstrømmen lades upåvirket. Denne egenskab er afgørende for beredskabsmyndighedernes godkendelse af sikringssystemet i vuggestuen.
Ekstremt brugervenlige systemer
Systemernes brugervenlighed har været altafgørende for Odense Kommune. Jens Oxenvad siger blandt andet:
-Vuggestue- og børnehaveledere er ikke teknikere, og det skal de heller ikke være, derfor skal systemerne være udviklet, så de kan anvendes af ikke-teknisk kyndigt personale.
Gitte Hermansen, leder af Ejerslykke Vuggestue kigger på de to vejledninger, som hænger på væggen over kontrolboksene, der giver sms-alarm ved henholdsvis sivning og lækage.
Udover Gitte Hermansen modtager Odense Kommune også en sms.
– Vejledningen virker overskuelig og enkel, så jeg tror bestemt ikke, det bliver noget problem, den dag alarmen går. Jeg kan jo læse mig til, hvad jeg skal gøre, siger hun.
En karakteristik, som også deles af Teknologisk Institut, der har foretaget en generel og samlet vurdering af både KMP-V og KMP-F anlæggene.
Begejstret borgmester
Borgmester Anker Boye, Odense Kommune glæder sig over, at kommunen så at sige blot skulle hen om hjørnet for at finde den perfekte samarbejdspartner.
-Samarbejdsprojektet øger sikkerheden for brugerne af vores institutioner, vi undgår spild af kostbare ressourcer, vi forebygger omkostningstunge skader og vi er med til at øge antallet af private arbejdspladser, fremhæver han og tilføjer med et skævt smil:
– Må vi købe nogle flere anlæg hos jer?
Ingeniør Jens Oxenvad, Ejendom i By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune ved fjernvarmesikringsanlægget på Agedrup Skole, Odense:
– Anlæggenes brugervenlighed har haft høj prioritet – det skal være nemt og overskueligt for brugerne at reagere, når alarmen går.